Hvad er en vegetar? Den nemme løsning vil være, at en vegetar er en, der ikke spiser animalske produkter. Men så let er det naturligvis ikke.
Oversigt over forskellige former for vegetarisme
Selve navnet vegetar stammer fra 1847, hvor det første gang blev brugt i forbindelse med stiftelsen af den engelske vegetariske forening. Vegetar kommer af det latinske vegetus, der betyder hel, sund eller frisk. En vegetar accepterer ikke, at man til livets opretholdelse behøver at slå dyr ihjel.
Nogle "vegetarer" spiser fisk og fjerkræ, hvilket per definition er animalsk føde. Der er derfor tale om ren begrebsforvirring, når de pågældende opfatter sig selv som vegetarer. Noget mere problematisk bliver det, når man indkluderer æg og mælkeprodukter i sin daglige kost. Det er naturligvis også animalske produkter, men det medfører i det mindste ikke drab på hverken køer eller høns. Denne gruppe vegetarer, som er langt den største, kaldes lakto-vegetarer. Ordet lakto stammer fra lac, der betyder mælk.
Veganer spiser kun fødevarer fra planteriget (bønner, korn, rodfrugter, bær og andre grønsager). Mange undgår også produkter, der hidrører fra udnyttede dyr som f.eks.uld, silke, honning, læder osv. Veganere løber stor risiko for at få B12-vitamin mangel. Det er et faktum, at der i planter ikke findes B12 af betydning og værdien af stoffer, der er beriget med B12 afhænger helt af produkternes tilberedelse. Lakto-vegetarer får deres B12 behov dækket gennem mælk og æg.
Fruitaner spiser primært frugt ud fra tanken, at man ikke må dræbe planter. En pære f.eks. kan plukkes uden at træet behøver at fældes, medens en gulerod derimod ikke kan hives op uden at dræbe planten. Synspunktet kan virke meget sympatisk, men er for ekstremt til at få nogen større tilslutning.
Pescetarianer spiser fisk, men ikke kød. De er således per definition ikke vegetarer.
Andre semi-vegetariske grupper
Mikrobiotikere tillader fisk, men lever ellers af vegetabilsk føde. Den jødiske koshermad, der tilberedes efter et kompliceret jødisk ritual, indeholder mange vegetariske elementer, især koshervarianten Pareve, hvor maden ikke må indeholder hverken kød eller mælkeprodukter.